| |
|
|
|
 |
Alle har ret til et røgfrit liv
Sundhedsmyndighederne skal øve en aktiv indsats for at få de svagest stillede til at kvitte smøgerne.
I dagens Danmark er det tilladt at ryge, drikke og spise sig ihjel. Det skal vi være glade for. Men vi skal også være bekymrede. For vi skal passe på hinanden.
Ja, som samfund har vi faktisk en forpligtelse til at komme sundhedsproblemer i møde – en forpligtelse til at højne livskvaliteten. Og rygerlunger, skrumpelever og ekstrem fedme er nu engang ikke noget, man på meningsfuld vis kan forbinde med livskvalitet.
Forpligtelsen til at handle er ikke blevet mindre i takt med, at sundhedsproblemernes sociale slagside er blevet større. I sidste uge kunne Politiken fortælle, at afstanden mellem rig og fattig, når det gælder sundhed, er vokset betydeligt inden for de seneste to årtier.
Mens det i dag fortsat er ca. hver anden fra samfundets bund, der ryger løs på de daglige cigaretter, er det kun ca. hver femte fra samfundets top.
Og danskernes rygning er ikke bare med til at forkorte tilværelsen for rygerne og gøre dem mere syge i den tid, de lever. Tobak er også en kæmpe økonomisk belastning for samfundet.
Derfor bør landets politikere og sundhedsmyndigheder da også spidse ører, når gode forslag er i omløb. Som nu f.eks. forslaget om at tilbyde gratis rygestopmedicin til socialt dårligt stillede rygere.
Alle erfaringer viser, at denne gruppe har notorisk sværere ved at kvitte smøgerne end andre grupper. De kan ikke mobilisere den nødvendige motivation og køber ikke den (ofte) nødvendige rygestopmedicin – heller ikke selv om den i længden er langt billigere end smøgerne.
Opsøgende indsats
Nu har to omfattende undersøgelser i USA dokumenteret, at gratis medicin til socialt udsatte rygere virker: De udsatte slukker rent faktisk for smøgerne – til glæde for både helbred og samfundsøkonomi.
Vores sundhedsvæsen står i dag over for flere nye udfordringer. En af dem er, at sundhed bliver mere og mere ulige fordelt, og at vi derfor nødvendigvis må målrette en stor del af forebyggelsesindsatsen til de svageste – og mest syge – grupper.
Vil man have disse grupper i tale, nytter det ikke at sætte en storstilet annoncekampagne i gang. Her skal andre metoder til, og spørger man eksperterne, er de ikke i tvivl: Det kræver en aktiv og opsøgende indsats fra sundhedsmyndighederne.
Spydspidsen bør her være de nye kommunale sundhedscentre. Men et nationalt sundhedsløft er en kollektiv opgave: Socialrådgivere, skoler og andre offentlige institutioner har alle et ansvar for, at det ikke kun er middelklassen, som bytter dårlige vaner ud med gode.
pap
|
| |
|
