Regeringen kvæler privat initiativ
Den nye udlændingepolitik cementerer Danmarks position som et af Europas mest nationalistiske lande.
Af abb
I november sidste år oprettede Politiken Irak Centeret med det formål at drive oplysningsvirksomhed og tilbyde ansættelse til afviste irakiske asylansøgere, som dermed kunne få arbejds- og opholdstilladelse i Danmark.
Samtidig indledte vi en indsamling af midler, som det viste sig, at mange ønskede at bidrage til.
17. december kunne vi derfor sende de første fire ansøgninger af sted til Udlændingeservice. Efter tre måneder har vi ikke fået nogen afgørelse, til trods for Udlændingeservices løfte om at behandle sager under den såkaldte beløbsordning på en måned.
Til gengæld har regeringen fra starten gjort alt for at mistænkeliggøre Irak Centeret ved at påstå, at det var ulovligt.
I det lys er det interessant at læse regeringens nye aftale om udlændingepolitikken med Dansk Folkeparti. Heri står det sort på hvidt, at oprettelsen af Irak Centeret var så lovligt, at man er nødt til at foretage en lovændring for at forhindre Centeret i at fungere. Tættere kommer man vist ikke på en tilståelse.
Danmark cementerer sin position
Udsigterne for Irak Centeret, hvis forudsætning var, at de afviste asylansøgere skulle bruge deres kvalifikationer på oplysende og rådgivende virksomhed, ser med den nye aftale dystre ud.
Det bliver simpelthen forbudt for den type arbejdskraft at få tilladelse til at arbejde og opholde sig i Danmark.
Regeringen er åbenbart så skræmt, at den er parat til at lovgive imod, at private borgere for egne penge giver nogle få irakere mulighed for at blive i Danmark.
Hvad kommer aftalen til at betyde for de fire ansøgninger, som stadig ligger i Udlændingeservice? Skulle de pågældende blive udvist, vil Irak Centeret kunne hjælpe dem i Irak.
Man må dog gå ud fra, at de fire kvalificerede irakere får arbejds- og opholdstilladelse til sig selv og deres familier. For man kan vel trods alt ikke forestille sig, at regeringen ligefrem kan finde på at lovgive med tilbagevirkende kraft?
I det ringe omfang, der har været en humanitær tankegang bag den danske udlændingelovgivning igennem de ni år med VKO-flertallet, er det nu i hvert fald endegyldigt slut.
Med den nye aftale, som forbuddet mod Irak Centeret kun er en del af, cementerer Danmark sin position som et af de mest nationalistiske og udlændingefjendtlige lande i Europa.
|