Antropologer indretter historisk vinbar
Vinhandleren Kjær & Sommerfeldt åbner vinbar fyldt med klenodier.
Af Birgitte Kjær
To antropologer har været på jagt efter gamle møbler, glemte breve og kuriøse antikviteter i kælderen under Kjær & Sommerfelt på Gammel Mønt.
Her har man siden 1928 handlet med spiritus, cigarer, vine og champagner. Fredag 12. marts åbner den atmosfærefyldte vinhandel en vinbar, hvor den lange historik spiller hovedrollen - sat i scene af duoen Meldgaard og Zennaro.
På feltarbejde under jorden
De to antropologer Malene Meldgaard og Maria Zennaro har ikke tidligere indrettet butikker, restauranter eller vinbarer. Normalt beskæftiger de sig med kvalitative analyser, men Kjær & Sommerfeldt så en pointe i at få antropologer til at løse opgaven med at skabe et rum med historiske referencer.
»Traditionelt har antropologer studeret fremmede folkeslag og indsamlet genstande, som de har taget med til Vesten. Vi er i stedet gået ned i Kjær & Sommerfeldts fantastiske kælder, der løber under hele karréen og er fyldt med skønne årgangsvine, møbler og dokumenter«, fortæller Maria Zennaro.
Sammen med sin partner Malene Meldgaard, der udover antropolog også er antikvitetshandler, har hun udvalgt sofaer foret med preussiske hestehår og gamle smagejournaler, der er nu er blevet restaureret efter alle kunstens regler, så de kommer til ære og værdighed i den ny vinbar, der ligger i butikkens forreste rum.
Betalt i bænke
Dermed har de udført deres antropologiske arbejde helt i tråd med deres fags tradition for at videregive viden om andre kulturer gennem udvalgte genstande.
For eksempel har duoen fundet antikke læderbetrukne bænke, som en skyldner betalte sin gæld med. De er nu sat i stand og placeret i det gamle cigarudsalg til højre for indgangsdøren sådan gæster gerne skulle få en fornemmelse af, at vinbaren har ligger der lige så længe som butikken selv.
»Vi har opfært os, som vi ville have gjort ude i verden. Vi fortæller historien om Kjær & Sommerfeldts kultur gennem de fysiske genstande«, siger Maria Zennaro.
Ikke for musealt
Dermed skulle gæsterne gerne få både en vinoplevelse og historisk indsigt med et besøg på den ny vinbar.
For som Zennaro påpeger, er der kun få originale butikker - såsom La Glace og Perchs Tehandel - tilbage i København, der daterer sig så langt tilbage som 1928.
Antropologen frygter dog ikke, at vinbaren kommer til at minde for meget om et støvet museum.
»Der står moderne supersympatiske mennesker bag baren, og blandt antiviteterne står også nye møbler. Blandt andet barstole fra det danske Mader Design. Samlet skulle det gerne give en sjov ramme om fantastiske vinoplevelser - uanset om man er nørd eller søger kvalificeret vejledning«.
Selv er hun ikke den store vinkender, men er nu faldet for en Riesling Pinot Gris, som koster 70 kr. flasken.
Fra på fredag har gæster mulighed for at gå på opdagelse blandt de omkring 800 forskellige flasker vine på hylderne og nyde den i vinbaren ved at betale et 'propgebyr' på 100 kr. Eller også kan man vælge blandt omkring 20 forskellige vine, der sælges per glas.
|