Fredag 10. september kl. 07:50  
NyhederTjekSportiBYEN
   
18. mar 2010 KL. 15.00
Stadig sjæl. Nye folk er rykket ind i den gamle Stines Kaffebar. Det gode gamle er bevaret, mens mere godt - af både mad og drikke - er tilføjet.
Kaffebar har god bøf og børnetække

Der bliver taget kærligt hånd om børnene på formidabel økocafé.

Politiken synes

Af Birgitte Kjær
Hvor går en familie med små børn hen og spiser aftensmad, hvis de vil have ordentlig mad og samtidig kunne slappe af? Kaffebar på Sønder Boulevard er et rigtigt godt bud.

Her er økologi i højsædet, dagens ret er som regel efter traditionel dansk opskrift, og et helt rum bagest er dedikeret til ungerne med kravlevenligt tæppe på gulvet, børnemøbler, en stor kasse med legetøj og Peter Plys-tegnefilm på tv.

Hverken fancy eller fimset
For selv om det gamle skilt ’Kaffebar’ stadig hænger på facaden på hjørnet af Sønder Boulevard og Oehlenschlægersgade på Vesterbro, er stedet ikke længere – kun – håndværkeres frokoststed med billigt smørrebrød (14 kr. stykket) og kaffe på kanden, som dengang det var ’Stines Kaffebar’.

Nu er nye lokale kræfter rykket ind. Spillemaskinerne er væk, men der er stadig linoleum på gulvet, og man kan stadig få smørrebrød med hjemmelavet pålæg. Stilen er dog blevet mere moderne, den gurglende kaffekolbe er skiftet ud med en espressomaskine.

Men heldigvis finder man stadig sjæl og gemytlighed. Her er hverken fancy eller fimset, men en enkel indretning, dub i højtalerne, jovial betjening og en menu, der er til at afkode, selv om ord som ’low carb’ har sneget sig ind.

Saftig bøf
Dagens ret koster 70 kr. og 40 kr. i halv størrelse. Vi bestilte en spaghetti bolognese til den fireårige. Portionen viste sig dog at være stor nok til at kunne mætte en voksen, men en god del af den blev onduleret med det pangfarvede børnebestik, som hun blev udstyret med.

Kaffebars burger (99 kr.) er også et hit: sprød, lun bolle med tilpas tyngde, en stor saftig bøf med rosa kerne, lidt salatblade, tomat og løg. Den serveres med hjemmeskårne råstegte kartofler og en lækker hjemmerørt mayonnaise.

Et spark ingefær
Blandt det store udvalg af kolde og varme salater viste den grønne salat med prosciutto og soltørrede tomater sig at være et godt valg. Enkel og sprød og serveret med en grov hjemmebagt bolle blev den et fuldgyldigt måltid til blot 55 kr.

Dertil gjorde en friskpresset æblejuice med et spark ingefær (25 kr.) god fyldest, ligesom en weissbier fra økobryggeriet Ørbæk var god sammen med burgeren.

Vi rundede af med latte (på det jævne) og chokoladekage. Her var der også finesse i serveringen med små kulørte hjertebolsjer til kaffen og lidt jordbærcreme og frisk appelsin til den udmærkede chokoladekage.

Årets Vejpris 2009
Sønder Boulevard har netop fået Årets Vejpris 2009 af Vejdirektoratet for sit urbane byrum med plads til både bordtennis, basket, slentrestier og legeplads i midterrabatten. Men gaden er i den grad også livet op pga. af unikke gå ud-steder som Cafe Dyrehaven og Bing’s.

Med Kaffebar har boulevarden fået endnu en populær cafe med sikker sans for, hvad gæster – både med og uden børn – sætter pris på: kvalitet, rimelige priser og personlighed.


   
   
Anmelderfavorit får brunch på menuen
   
   
Guide: Her er iBYENs favoritcaféer
   
   
Michelinburger udfordres af billig konkurrent
   
   
L.A. Times falder i svime over det danske køkken
   
   
Elefanten serverer elendig kaffe
   
   
Anmelder jubler over italiensk restaurant
   
   
Tysk storbank investerer i tidlig død
   
   
Diskoteker bryder loven med vilje
   
   
Ole Hyltoft: DR-journalister ved ingenting
   
   
Præst genoptager truslen om at brænde koraner
   
   
»Er du fra Danmark?! I er endnu værre«
   
   
Pia K. går ind i den svenske valgkamp
   
   
Tidligere R-formand støtter trængt næstformand
   
   
Minister vil tvinge gymnasielærere op til tavlen
   
   
X Factor-vært vender tilbage
   
   
Politi stormer piratkrudtfabrik
   
nyhedertjeksportibyen