Torsdag 2. september kl. 19:49  
NyhederTjekSportiBYEN
   
11. maj 2010 KL. 09.42
Tilståelse. Den elektroniske musiker Goodiepal indrømmer over for Politiken, at det er ham, der har stjålet musikkonservatoriets lydmaskine Eventide H8000: »I rigtig krigsførelse tager man noget fra taberne«, siger han. Find link til den syrede video i teksten nedenfor. - Foto: fra videoen 'Eventide H8000 - Frisk Hacket Musikundervisning'.
Konservatorium anmelder lydkunstner for tyveri

Musikeren Goodiepal tilstår. Han fører »akademisk krig« mod musikkonservatorium.


Af Sandra Brovall
Sidste uge modtager en lydtekniker på Det Jyske Musikkonservatorium i Århus en musikvideo.

Videoen er over fem minutter lang, og så viser den noget, teknikeren mener, han kan genkende. En lydeffektmaskine med navnet Eventide H8000.

To uger før er der blevet stjålet præcis sådan en maskine fra et af konservatoriets lydstudier. En maskine, der koster et sted mellem 30.000 og 40.000 kroner.

Tyveriet har konservatoriet meldt til Århus Politi, men der er ikke fundet nogen mistænkte.

Eks-underviser på video
Ikke før nu.

På videoen, som der er link til nedenfor, optræder en af konservatoriets tidligere undervisere. Han er nem at genkende med sit cykelstyrsoverskæg, paryk og runde briller.

Manden på videoen er en af Danmarks mest kendte elektroniske musikere, Goodiepal, også kendt som Parl Kristian Bjørn Vester, der frem til 2008 underviste i elektronisk musik på musikkonservatoriet.

På baggrund af videoen henvender konservatoriets rektor, Thomas Winther, sig igen til politiet med mistanken.

»Vi mener, at det er vores«
»Der findes ikke ret mange af sådanne nogle maskiner. Vi mener, at vi kan se, at det er vores. Og vi kan se på videoen, at Kristian Vester er i besiddelse af maskinen. Den oplysning har vi givet videre til politiet«, siger Det Jyske Musikkonservatoriums rektor, Thomas Winther.

Og I tror, det er Goodiepal, der har stjålet den?

»Vi er ingen domsmyndighed, men vi mener at kunne se, at det er vores maskine«.

Goodiepal har været et navn på den elektroniske musikscene siden starten af 1990’erne.

Han har vundet Ars Electronica, den vigtigste pris inden for elektronisk musik, og undervist i musikgenren på anerkendte amerikanske universiteter som Princeton og Brown.

At han nu skulle føje indbrudstyv til sit cv, lyder måske underligt. Men det underlige ligger ikke langt fra musikeren.

Akademisk krigsførelse
Goodiepal har siden sin exit fra konservatoriet i 2008 brugt al sin tid på at føre akademisk krig mod sin tidligere arbejdsplads under navnet Gæoudjiparl – The Århus Warrior.

Krigen indledte musikeren, da han efter eget udsagn blev fyret fra skolen, fordi han ikke fulgte pensum og i stedet ville undervise eleverne i »at skabe musik til en kommende tids kunstige intelligens for at bringe utopien tilbage i moderne medie kunst«.

Siden har han rejst verden rundt for at udbrede sit syn på, hvordan man skal undervise og forske i elektronisk musik, og hvordan man får utopien tilbage til computermusikken. En proces, der ikke nødvendigvis skal indeholde computere.

Og videoen, som konservatoriet har fået tilsendt, er da heller ikke kun tiltænkt dem.

Konservatorium i flammer
På internettet kan man finde videoen med titlen ’Eventide H 8000 – Frisk Hacket Musikundervisning’, der er lagt på YouTube 30. april. I går var der knap 3.000, der havde set den.

Videoen viser, ud over billederne af maskinen, musikkonservatoriet, der brænder op i computeranimerede grøn-gule flammer.

SE VIDEOEN Eventide H8000 – Frisk Hacket Musikundervisning (eksternt link)

Videoen er tilsat et elektronisk lydspor og en messende stemme, der fortæller, at maskinen Eventide H8000 er blevet stjålet »som et led i krigen«, og at maskinen er i gang med at blive »udvidet, udboret, opgraderet og modificeret før hjemsendelse«.

Tilstår: Jeg har nakket maskinen
Da Politiken får fat i Goodiepal, er han i USA på Stanford University, hvor han skal forelæse om et par timer.

Han indrømmer med det samme, at det er ham, der har stjålet lydeffektmaskinen Eventide H8000 fra konservatoriet, og at det er den, der optræder i videoen.

»Jeg har nakket maskinen, det er korrekt. Det er et trofæ, fordi jeg har vundet krigen. I rigtig krigsførelse tager man noget fra taberne«, siger han.

Og selv om Goodiepal sidste år fik tildelt en medalje fra Det Jyske Musikkonservatorium med påskriften ’War Prize 2009’, mener han ikke, at skolen har anerkendt sit nederlag rigtigt endnu.

Ifølge Goodiepal er maskintyveriet et sidste forsøg på at få skolen til at indrømme, at den tog fejl, og at hans måde at undervise i elektronisk musik på er akademisk nyskabende.

Gidseldrama
Ifølge musikeren tjener den stjålne maskine også et formål.

»Musikken i videoen er jo lavet på maskinen. Ambitionen er også, at jeg skal indtale mine Goodiepal-forelæsninger på den. På den måde vil eleverne med et tryk på en knap altid kunne høre forelæsninger af Danmarks første lærer i elektronisk musikkomposition. I øvrigt har vi repareret den, så den nu er i bedre form end før«, siger han.

Og mens det i første omgang var planen at aflevere den forbedrede maskine tilbage til konservatoriet, er Goodiepal nu blevet så gal over politianmeldelsen, at situationen har udviklet sig til et gidseldrama.

Derfor vil han nu kun give maskinen tilbage, hvis rektor Thomas Winther personligt anerkender sit nederlag.

Goodiepal: Kom og se udstilling i Roskilde
Goodiepal lukker dog også op for, at konservatoriet selv kan finde frem til maskinen.

Han foreslår, at rektoren kommer og ser udstillingen ’Handlinger’ på Museet for Samtidskunst i Roskilde, som han er en del af i øjeblikket.

Siger du, at den stjålne Eventide H8000 står i Roskilde?

»Det har jeg aldrig sagt, men de skal være velkomne dernede«, siger han.

Rektor gider »ikke lege julelege«
Konservatoriets rektor, Thomas Winther, er dog ikke interesseret i at anerkende Goodiepal som vinder af nogen akademisk krig.

»Jeg deltager ikke i de julelege. Vi deltager ikke i nogen krig. Det er Kristian Vesters påfund, som jeg mener er patetisk selvpromovering«, siger han.

Han fastslår, at politianmeldelsen står ved magt.

Goodiepal er dog ikke bange for at tage sin straf, hvis tyveriet skulle ende med det.

»Juridisk har de en god sag, men de taber kunstnerisk. Jeg kommer gerne hjem og tager min straf, om det bliver håndjern eller bøde«.


   
   
Serbien chokerer med verdens grummeste film
   
   
Fed fransk thriller går i luften på DR2
   
   
Zeta-Jones raser mod kræftlæger
   
   
Ægtemand vil skabe plastmumie af divas lig
   
   
Axl Rose skaber tre koncertskandaler på en uge
   
   
Reimer Bo får kritik for Zobel-interview
   
   
Filmfest i Venedig er i klemme mellem Toronto og Rom
   
   
Jesper Langballe er en verdensfjern bogorm
   
   
Ny bog: Danskerne er ikke flinke nok
   
   
Peter Høeg: Jeg har været for alvorlig
   
   
Endnu en olieplatform er eksploderet
   
   
Danske forskere: Mænd bliver svagere efter overgangsalderen
   
   
Fed fransk thriller går i luften på DR2
   
   
Fransk avis: Riis kræver 22,5 mio. kr. for Cancellara
   
   
Axl Rose skaber tre koncertskandaler på en uge
   
   
Skattevæsenet undsiger Anni Fønsby
   
   
De Sorte Spejdere afbrød live-udsendelse
   
   
Serbien chokerer med verdens grummeste film
   
   
Flinketest spørgsmål 1
   
   
Flinketest spørgsmål 2
   
nyhedertjeksportibyen