KL skal undersøge nomadefamilier
Det skal være slut med beretninger om forhutlede familier, som flygter fra kommunernes kritiske lys.
Der skal sættes tal på, hvor mange såkaldte nomadefamilier der findes i Danmark.
Det har socialminister Benedikte Kiær (K) og Kommunernes Landsforening (KL) besluttet.
Beslutningen kommer i kølvandet på to meget grove vanrøgtssager i henholdsvis Brønderslev og Sønderborg kommuner.
LÆS MERE Børneflok levede i årevis et uhumsk liv
Undersøgelsen skal vise, hvor stort problemet er med socialt udsatte familier, der flytter fra kommune til kommune for at undslå sig kommunale indgreb i familiens liv.
Og så skal den vise, hvordan samarbejdet om familierne imellem kommunerne fungerer, og anvise hvordan man skaber bedre tillid mellem kommunerne.
Problemer skal ikke sendes videre
På den måde mener Benedikte Kiær, at man kan undgå, at kommuner sender problemfamilier videre.
»Det er vigtigt, at det er kommunerne, der har ansvaret på det her område. Det er kommunerne, der kender borgerne bedst, og dem, der kan træde hurtigt til, hvis der er problemer«, siger Benedikte Kiær.
BERETNING Sådan må børn gerne vokse op
Hun fortæller, at hun og KL er enige om, at der er problemer med nomadefamilier. Men også, at der ikke er behov for ændringer i loven.
»Jeg håber, at samarbejdet mellem kommunerne bliver styrket, så hvis der er en familie, der flytter, så ved de, at det ikke nytter, fordi en anden kommune går i gang, hvor den første slipper«, siger Benedikte Kiær.
Tid er nødvendig
KL oplyser, at undersøgelsen ventes klar før sommerferien.
Ministeren vurderer, at den tid er nødvendig for at finde de rigtige løsninger og vil ikke presse på for en hurtigere proces.
»Der er ingen snuptagsløsninger på det her område, og man kan ikke lave et hurtigt lovfiks. Det vigtige er, at kommunerne finder frem til, hvordan man løser de her problemer, og det tager nogle gange lidt flere måneder, end man regner med«.
Der er ikke udsigt til flere møder mellem Benedikte Kiær og KL i sagen, før undersøgelsen ligger klar.
ritzau |