Henry: Ja, der var hånd på
De irske spillere var rasende efter at have mistet VM-billetten.
Lige så glade, Frankrig var for at få adgang til VM i fodbold, lige så rasende var de irske spillere.
Det afgørende mål sat ind af William Gallas efter 103 minutters spil af play-off-kampen mellem de to nationer skulle aldrig have været anerkendt.
Angriberen Thierry Henry, som stod for oplægget, brugte hånden til at få kontrol med bolden.
LÆS OGSÅ Fransk hånd snyder irerne
»Det er tyveri. Vi føler, at vi blev snydt. Vi var det bedste hold over de to kampe, og enhver tilskuer på stadion i dag vil bekræfte det«, sagde den irske forsvarsspiller Sean St. Ledger.
Henry spillede »selvfølgelig« videre
Thierry Henry indrømmede, at han ikke havde været en skuffet mand, hvis dommeren, svenske Martin Hansson, havde annulleret målet.
»Ja, der var hånd på, men jeg er ikke dommer. Selvfølgelig spillede jeg videre, for dommeren fløjtede ikke«, sagde FC Barcelona-angriberen, der nu skal til Sydafrika med sine landsmænd.
VIDEO (eksternt link): Se Henrys hånd på bolden
Irland havde tabt det første opgør på hjemmebane, men bragte balance i regnskabet, da Robbie Keane scorede til 1-0 efter en halv times spil på Stade de France, og kampen havde kurs mod en straffesparkskonkurrence, da Henrys hånd afgjorde opgøret.
ritzau |