Kollega langer ud efter udskældt Liverpool-træner
Blackburn-manager Sam Allardyce spår Liverpool en placering uden for top fire.
Rafael Benitez har store problemer som manager for Liverpool efter to nederlag i denne uge.
Først til Wigan i Premier League og siden til franske Lille i Europa League.
LÆS OGSÅ Liverpool taber igen og lever livet farligt
Nu afslører Blackburn-manager Sam Allardyce, at han ikke bryder sig om Benitez.
»Slører Liverpools dårlige spil«
Udfaldet fra Allardyce kommer, efter at Rafael Benitez udtalte sig mindre pænt om Blackburns spillestil efter en kamp i februar.
»Det var en god måde at sløre over, at Rafa godt er klar over, at hans eget hold spiller dårligt. Det blev gentaget mandag aften mod Wigan«, fastslår Sam Allardyce ifølge ESPN.
LÆS OGSÅ Gravkammerstemning hos karaktersvage Liverpool
»Han tager mine ord meget personligt og har gjort det i mange år. Det er derfor, at jeg ikke kan lide ham, og det er sikkert gengældt«, mener Blackburn-manageren.
Vil udnytte irritation hos Benitez
»Personlig kritik er ikke noget, jeg bruger, og jeg har ikke kritiseret Rafael Benitez, men mine ord trænger tydeligt ind under huden på ham, og det kan mit hold udnytte næste gang, vi møder Liverpool«, siger Sam Allardyce, der ikke tror på, at Liverpool slutter i top fire i Premier League.
»Det ser svært ud, efter at de tabte til Wigan. Nu skal de håbe på, at nogle af de andre hold går i stå«, mener Blackburn-manageren.
LÆS OGSÅ Liverpool snubler - igen
Efter mandagens 0-1-nederlag til Wigan indtager Liverpool sjettepladsen i Premier League.
Benitez' mandskab kan fortsat spille sig frem til kvartfinalen i Europa League, når holdet i næste uge møder Lille.
Franskmændene fører dog 1-0 inden returopgøret i Liverpool.
ritzau |