Private bliver rabiate i kamp mod indbrudstyve
Tågekanoner med sort røg og sirener med lyde så høje som et jetfly er nye og særdeles effektive midler mod indbrudstyve.
Af Rasmus Thirup Beck
Forestil dig, at du er tyv. Du har netop forceret et vindue eller en dør. Du står i en fremmeds stue, klar til at udsøge dig rummets værdigenstande.
Og så pludselig vælter det ud med tyk, sort røg. I løbet af få sekunder kan du ikke se en hånd for dig. Du kan end ikke finde frem til det sted, du kom ind.
Sådan fungerer en optimalt installeret tågekanon – det nyeste våben i kampen mod de stadigt mere aktive indbrudstyve i Danmark.
Tågen bliver overvældende
»Hvis det er et ordentlig tågekanonssystem – ikke et billigt fra et byggemarked – så er det helt sikkert effektiv. Der skal være flere sensorer, så tyven ikke kan undgå at sætte den i gang, og flere dyser så tågen bliver helt overvældende«.
LÆS ARTIKEL Indbrudsalarmen går på bredbånd
Det forklarer Bo Balschmidt, der er chefkonsulent i forsikringsselskabernes og de tværgående pensionskassers erhvervsorganisation, Forsikring & Pension.
Tid og opmærksomhed
Det helt afgørende – og overskriften for enhver tyverisikring- og alarm – er at handicappe tyven på de to områder, hvor han er mest sårbar: Tid og opmærksomhed.
LÆS ARTIKEL Vi gør vores hjem til små fæstninger
Man skal altså sørge for, at det tager længere tid for ham at operere i det hjem, han har udset sig, og man skal sørge for, at udefrakommende i form af naboer og vagtværn, opdager at der er noget på færde.
Hvor tågekanonen effektivt kan være med til at sikre det første, er alarmsirener et middel til at sørge for helt op til en hel gades ørenlyd.
Svarer til en jetjager
De gængse sirener, som bliver aktiveret af bevægelsessensorer, afgiver en infernalsk støj på 110-115 decibel – svarende til at stå ved siden af en jetjager.
Det er så voldsomt et lydniveau, at det, som det lyder i en reklame for et af sireneprodukterne - »helt automatisk får dig til at føre begge hænder op til ørene, og så kan man ikke arbejde«.
LÆS OGSÅ Indbrudstyve finder byttet på nettet
Bo Balschmidt er også helt på det rene med sirenens kvaliteter, men ligesom med tågekanonen råder han til, at man køber et kvalitetsprodukt.
»Hvis det er et billigt produkt, risikerer man, at det går i gang i tide og utide, og så ender det ligesom med de første bilalarmer: Folk holder op med at tage notits af dem«, konstaterer han.
 Antallet af indbrud i private boliger sætter nye rekorder, og det får nogle boligejere til at tage rabiate midler i brug for at hindre det.
Rabiate midler
Udover tågekanonerne, sirenerne og de klassiske alarmsystemer vinder sporingssystemer som GPS – hvormed man kan finde frem til sine stjålne ejendele og tyven – også frem.
Sikringsbranchen er i det hele taget hele tiden på udkig efter nye metoder til at holde tyvene væk - fordi tyvene hele tiden bliver mere udspekulerede.
»Vil man de helt rabiate tyve til livs, skal man også tage rabiate midler i brug«, som Bo Balschmidt siger.
LÆS ARTIKEL Indbrud og alarmer sætter nye rekorder
|